Stedsans in the woods

15. september 2017

Da vi for 2 år siden spiste på Stedsans på Østerbro i København var vi blown away. Dengang sad man i et drivhus midt i Østergros taghave, omgivet af tomatplanter, ved langborde med kig indtil det lille bitte ret primitive køkken, hvorfra der blevet serveret simple, farverige og smagfulde grøntsagsretter. Det hele startede med et Kickstarter projekt, og nu er Stedsans er rykket ud i skoven i Sverige, og man sidder stadig på bænke ved langborde, men man er ikke længere omgivet af tomatplanter, men af skov så langt øjet rækker, køkkenet er meget større men stadig primitivt, alligevel er intet tilfældigt.

På vejen derop kører vi forkert, og vores GPS kan ikke dirigere os den rigtige vej. Faktisk havde det været en fordel at have et rigtigt kort med. Og det vidner om, at vi er langt ude på landet og da vi endelig ankommer til den lille landsby Bohult, ser vi hvordan den kun består af 3 røde svenske træhuse.

Vi parkerer bilen og skifter til vandrestøvler og regntøj, før vi finder den lille afmærkede sti, der fører indtil skoven, søen og restauranten. Luften er frisk, det regner, og stien er sumpet og mudret. Nede ved søen finder vi et bådhus, hvor der står reception. Der er dækket op med drikkevarer, levende lys og blomster fra haverne. Her møder vi Kalle, én af kokkene som byder os velkommen, og snart kommer Mette gående, som giver os et kort over området og vejledning så vi kan finde vores telt.

Beduinteltene er hyggeligt indrettede med lanterner og levende lys, rensdyrskind, og blødt sengetøj, puder og tæpper i en dobbeltseng. Til hvert telt hører der et toilet. Et muldtoilet også kaldet komposttoilet. De er så rene, pæne og lugtfri, og man ikke skulle tro, at det er et komposttoilet. Håndvasken er lavet af skifferplader, og vandet fra hanen er søvand.

Der var god tid til velkomsten kl 17, så vi gik en tur i skoven, og tilbage til Bohult for at se nærmere på haverne. Da Stedsans lå hos Østergrå fungerede taghaven der, som en smuk kulisse der symboliserede Stedsans køkkenkunst, men det var ikke Stedsans egen have. I Sverige har Stedsans sine egne køkkenhaver, drivhuse, grise og høns, hvor ambitionen er at blive 100 % selvforsynende med tiden. Haverne bugner med salater i alle afskygninger, store smukke spidskål, bladbeder, rødbeder, gulerødder, kartofler, urter, spiselige blomster og meget mere. Vi går tilbage gennem skoven, og ned til receptionen, hvor der er Prosecco og grøntsagssnacks.

Vi sætter os på en lille bænk foran bådhuset med udsigt ud over søen. Der er helt stille pånær regnen der drypper ned i søen og på vores regntøj. Tænk hvis man boede sådan et sted… ja man kommer nemt til at drømme, når man sidder der omgivet af naturens autentisitet kombineret med de æstetiske og hyggelige åbne rum Stedsans har etableret mellem træerne. Et rum der er roligt, men som også er uforudsigeligt og omskifteligt. Men det føles frit. Man er langt væk hjemmefra, langt fra ræs, hast og jag. Det er en frihed, der føles uendelig. Og vi bliver nysgerrige på, hvor mon Mette og hendes mand bor? Om de bor her permanent, og har de ikke også nogle børn?

Mette Helbæk som ejer Stedsans sammen med sin mand Flemming Hansen fortalte, hvordan det har taget 2 måneder at forvandle det lille skovområde til restaurant og med 13 beduintelte til overnattende gæster. Hvordan arkitekter, snedkere og frivillige fra hele verden, har været med til at bygge restauranten, køkkenet, saunaen, badefaciliteterne og de 13 komposttoiletter. Mette og Flemming bor selv i et af de få huse i Bohult, med deres 2 børn, og sammen med resten af Stedsans teamet.

Stedsans in the woods startede med drømmen om et friere liv. Et mere simpelt og bæredygtigt liv, med fokus på det, der er vigtigt for dem. At det skal være nemmere at være sammen som familie. Samtidigt har projektet givet en masse glæde ved at skabe noget hver dag, der har konkret værdi, fortæller Mette i et interview til Eurowoman. For projektet er i konstant udvikling. Planen er bla. at skifte beduinteltene med træhytter og at bygge restauranten af glas. I weekenden arbejder Mette og Flemming i restauranten, hverdagene er fyldt med forberedelser, møder og ansøgninger, planlægning af de nye tiltag, samtidigt med vedligeholdelse af haverne, af toiletter, og af reparation af skovens stisystemer, når skoven fx har forvandlet sig til mudder efter 5 dages regn. Børnene har lært svensk og går i den lokale skole.

Bag de farverige, magiske grøntsagsretter der bliver serveret ved langborde midt i skoven ligger altså ikke kun en passion for kogekunst, men et liv drevet af lysten til at leve i naturen, og til at passe bedre på naturen.

Jeg spørger Mette om de komposterer, og det gør de naturligvis. Snakken kommer hurtigt til at handle om jord, jordforhold, dyrkning af afgrøder og hvor afgørende jorden er for, at det hele kan løbe rundt. Det er tydeligt, at der konstant arbejdes og udvikles på, hvordan Stedsans og deres liv i skoven, kan gøres endnu mere bæredygtigt og naturligt. Det bliver også meget tydeligt, hvor meget arbejde og energi, der bliver lagt i dette projekt.

Der er ingen tvivl om at det kræver is i maven, når man trækker stikket, og flytter hele sin familie til en skov i Sverige. Eller at det har været og stadig er hårdt arbejde, at nå til det sted som Stedsans in the Woods er i dag. Men det er nogle inspirerende værdier og det er livsbekræftende at være tilskuer til at nogle formår at gøre deres passioner og drømme til virkelighed.

Når man besøger Stedsans in the Woods, skal man selvfølgeligt nyde de fantastiske retter kreeret af håndplukkede, lokale og økologiske råvarer, men man skal også huske at sætte sig ved siden af den man kender, sådan at man møder flest nye ansigter, når man sætter sig på bænken ved det lange bord.

Man skal huske at tage mange dybe indåndinger, for luften der er helt særlig, man skal huske at lytte til skoven, når man kryber til køjs, i skæret fra levende lys. Man skal nyde udsigten udover søen, tage en dukkert og lune sig i saunaen. Og så skal man gå en tur rundt og se på alt det Mette og Flemming har fået op at stå sammen med deres team, og lade sig inspirere af to mennesker, som har turdet at tage en afstikker.

Det nye Stedsans in the Woods er et rum, et åndehul midt ude i den svenske skov. Alt er bygget og skabt med sans for detaljen, for æstetetik, for det praktiske, for naturen og bæredygtigt. Det er velovervejet og det emmer af passion.

Stedsans har fået en scene udover det sædvanlige, og som er deres helt egen. Der er meget magisk, også i silende regnvejr!

Der er åbent frem til slut oktober, men du kan allerede booke til foråret også

Stedsans in the Woods

      

 

                  

Kilder

  • Eurowoman nr. 236 – september 2017
  • kickstarter.com

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie