Sådan mødte jeg manden i mit liv

14. februar 2017

I går for et år siden gik jeg rundt med en kop kaffe i den ene hånd og med min kæreste i den anden og kiggede på Rigas snoede gader og stræder. Dagen forinden på min fødselsdag havde han overrasket mig med flybilletter og efter fødselsdagsbordet gik turen altså til Letland.

Vi gik rundt i Riga og endte i en lille park. Der var en bro over en lille kanal. En af dem med kærlighedshængelåse. Til min forundring stoppede han på broen, og gik lidt rundt og kiggede på de der hængelåse. Øh, hvorfor var de pludseligt så spændende, tænkte jeg allerede et par skridt på den anden side af broen. Kom nu. Jeg gik tilbage til ham, og lige der på kærlighedsbroen tog han fat i begge mine hænder, og gik ned på knæ.

Men det hele startede faktisk i foråret 2015. Jeg havde været single i lidt over et års tid. Det havde ikke rigtigt været nogen succes.

Dvs jeg havde opbygget en tyk skepsis overfor mænd generelt. De kunne godt nok ikke imponere mig med ret meget. Så der skulle meget til, før jeg turde åbne op. Det var altså ikke nemt at være imødekommende. Men jeg var på Tinder, den der dating app, og den anden Happn hedder den vidst. Der kunne man møde mænd, hvis man matchede med dem, og nåja, hvis man ellers turde at gå på date med dem.

Det med at matche fungerede fint nok, og jeg kunne da også sige ja til kaffeinvitationen, sætte en dag og et klokkeslæt. Men at møde op? Det var en helt anden sag. Gerne et par timer inden fik jeg kolde fødder, og meldte afbud.

I chatfunktionen på Tinder skrev de fleste typisk, Hej, hvem er du? Hvilket jo ikke er verdens nemmeste spørgsmål at svare på. Eller også startede de et mini-interview med, hvor er du fra, hvad laver du, har du søskende, har du børn, har du herpes hund, skal du ud i aften… gab. Ofte orkede jeg ikke at svare.

Rasmus havde en helt anden vinkel. Hans åbningslinie handlede om, hvor sød han var. 4-5 linjer om at han faktisk var så sød, og man ikke kunne andet end at drikke kaffe med ham. Jeg tror ordet “sød” optrådte 7 steder i den korte besked. Det fik mig til at smile, og hans strategi virkede. Nu kunne jeg ikke undgå, at tænke på ham som andet end enormt sød. Derudover var vores snak alt andet end et krydsforhør. Vi talte om det, der var på billederne på vores profiler. Vi havde en længere lidt skør men sjov dialog, om en tegning af en mand med røde speedos og guldkæde. En børnetegning, et af Rasmus profilbilleder. For Rasmus har børn, og det fortalte han gennem de fine tegninger, og ikke ved at klistre rigtige billeder op af børnene – flere point i min bog!

Rasmus inviterede mig på kaffe, og jeg takkede nej. Skriv til mig om en uge, så ser vi på det, var min tilbagemelding. Jeg sad midt i en hovedopgave, som skulle afleveres om en uge. Jeg havde ikke tid til kaffedates, og jeg kunne mærke, de der fødder, der nemt blev kolde.

Præcis en uge senere, samme dag som jeg havde afleveret, skrev han igen; Så, nu har du afleveret, og derfor skal du ikke noget, hvorfor du har tid til at drikke kaffe med mig, fordi jeg er faktisk meget sød. Hvornår kan du?

Jeg bildte mig selv ind, at hvis jeg havde for meget betænkningstid forud for en date, var det årsagen til mine afbud. Så hvis det skulle lykkes, at drikke kaffe med Rasmus, så var det nødt til at være en spontan ting.

Dagen efter spiste jeg frokost med en veninde inde i byen, og på vejen hjem besluttede jeg mig. Det var omkring kl. 17, og vi kunne vel tá et glas vin. Jeg kan nu, skrev jeg, eller dsv. om 11 min, i Blågårdsgade på Vinhanen. Giv mig 12 et halvt, svarede han. Shiit mand, han er vild ham der. Jeg havde jo faktisk ikke regnet med, at han kunne med så kort varsel.

På vej mod vinhanen gik jeg og diskuterede med mig selv. Fødderne var halvkolde. Men jeg blev til sidst enig med mig selv om, at det var det helt rigtige at møde ham her spontant. Så fik han mig, som jeg nu engang er. Og jeg havde sparet kræfter på at bande over en dårlig hårdag, en endevendt garderobe og alt for mange ligegyldige tanker om, hvordan den date nu skulle gå.

Han var ikke kommet endnu, så jeg bestilte et glas rosé og satte mig på én af de der høje barstole. Dem man overhovedet ikke kan sidde ordenligt på uden, at man synes, man får verdens fedeste lår. Så efter et par nervøse forsøg på at finde den rette siddestilling, opgav jeg, og lænede mig så henslængt som muligt op af den. Jeg havde ikke kigget mig i spejlet siden i morges, og det var ikke de der yndlingsjeans jeg havde på. Det blev, som det var. Og hvis det gik helt galt, havde jeg en middagsaftale senere, jeg kunne bruge som undskyldning.

Han kom ind af døren med et stort smil og gav mig et kram. Han så mit glas og bestilte et til sig selv med det samme, og satte sig på den anden barstol.

Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi talte om de følgende halvanden time inde på Vinhanen. Det står dog helt klart, at jeg grinte og smilte vildt meget, at jeg var helt betaget af de der blonde krøller, hans smil og alle de ord der kom ud hans mund. Der var noget helt særligt ved den måde han jonglerede med ord på. Vi talte meget om squash. Jeg havde en kæmpe squashplante hjemme på mit værelse på Danas Plads. Det synes han åbenbart, var ret hyggeligt.

Jeg skulle snart gå. Tiden var gået hurtigt. Det havde været så hyggeligt og sjovt. Han kunne noget ham her. Vi gik ud på Blågårdsgade. Jeg vil meget gerne se dig igen snart, sagde han. Ja, det var godt nok hyggeligt, kluklo jeg, helt betuttet. Pludselig trak han mit ansigt til sig og kyssede mig. 5 kæmpe sommerfugle baskede pludseligt rundt nede i maven på mig, og det kildede helt ned i tæerne. Fuldstændigt paf og totalt lykkelig vendte jeg mig om, og gik mod Danas Plads og min middagsaftale. Hejhej, vinkede jeg. Han så lidt forundret ud, men smilte og vi vendte os om et par gang begge to og så efter hinanden.

100 meter nede af gaden tikkede en besked ind. Sig lige til, hvis de der veninder i aften er totalt kedelige, skrev han. Jeg gik hjem med det der skælvende lykkesskrig, der sidder lige på kanten i halsen, men som man holder inde, fordi det da også er lidt for meget. Og samtidig kunne jeg ikke helt forstå, hvad der lige var sket. Kunne det virkelig være rigtigt. Var det ægte?

Du ser godt nok godt, Ann-Kristin, udbrød én af veninderne, da vi mødtes på restauranten. Jeg er også lige blevet kysset af en virkelig dejlig mand, sagde jeg.

Ja, jeg kunne nok ikke skjule det. Oplevelsen på Vinhanen sad helt uden på tøjet og aller mest i mundvigende. Han skrev igen, at han meget gerne ville ses snart. Om vi kunne ses i morgen, fredag?

Jeg havde alt muligt, jeg skulle ordne inden weekenden og en polterabend lørdag. Jeg skulle blandt andet lave frikadeller til 20. Kan du lave frikadeller? Det mente han, godt han kunne.

Fredag eftermiddag mødtes vi nede foran min dør, og gik sammen i Netto for at købe ind til frikadeller. På vejen tilbage fik vi hurtigt vendt det der med børn. Hvad tænker du egentligt om, at møde sådan en som mig der har 2 børn, spurgte han. Det tænker jeg, lyder meget dejligt, svarede jeg. Hvad tænker du om at møde sådan én som mig, som ikke har børn, men nok gerne vil have børn? Hvis man nu møder én, man synes er ægte dejlig, så kan man jo godt lave børn, sagde han. Flueben ved den.

I køkkenet i lejligheden sad han på gulvet med et glas vin, imens jeg stod med hænderne i frikadelledejen. Vi snakkede om alt muligt. Og de brændte selvfølgeligt lidt på, fordi jeg glemte dem, da vi stod ude på den lille altan med vores vin og kyssede. Efter et par timer skulle han afsted og hente sit yngste barn. Jeg var helt kuldret. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt en helt fantastisk mand.

Et par dage senere havde han inviteret på mad hjemme hos ham. Jeg var vildt nervøs, da jeg cyklede afsted mod Elmegade og den blå port ved nr. 3. Det sitrede i hele min krop, da han kom ud og åbnede. Han boede i det hyggeligste lille gule hus inde i gården. Vi drak rosé og snakkede og snakkede, og kyssede i den lille sofa under vinduet.

Jeg var selvfølgelig lidt nysgerrig i forhold til det her med børnene, hende der eksen og hvordan mon det hele hang sammen og fungerede. Børnenes mor bor lige deroppe, sagde han, og pegede op på en altan i gården, fra hvor vi sad i sofaen. What!? tænkte jeg. Ja, det er vildt fedt og nemt for børnene, at de lige kan løbe frem og tilbage over gården, sagde han. Kan hun se lige herned? tænkte jeg. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Hun er godt nok tæt på. Jeg prøvede at se ud som om, at det var det mest naturlige i hele verden.

Men uanset om hun så boede i samme opgang eller ude på landet, om han havde 2 eller 5 børn, så var jeg fanget. Jeg var fuldstændigt fortabt til den her mand. Alt i mig sitrede, når vi var sammen. Der var intet andet for, end at prøve at forstå hans relationer, lære dem at kende igennem ham, være i dem sammen med ham og acceptere dem. For jeg ville ham. Alt i mig ville have ham.

Det var pludseligt blevet midnat, og vi havde slet ikke lavet mad. Jeg var ikke sulten. Jeg havde været totalt opslugt af Rasmus og hele hans verden. Og af den verden som pludselig var blevet vores.

Det var starten på en forelskelse, som føltes som om, den ville vare for evigt.

Der er sket rigtigt meget siden vi sad i den lille sofa med udsigt til eksens altan. Nu er vi en sammenbragt familie med alt, hvad det indbærer. En sammebragt familie vi alle kan være stolte af, og hvoraf Rasmus og moderen til hans børn, har en meget stor fortjeneste. De er mega seje!

I Riga, Letland for et år siden den 13. februar 2016 på en kærlighedsbro sagde jeg ja, til at gifte mig med den her mand der kysser på første date, som godt gider at gå i Netto og lave frikadeller på anden date og som synes squashplanter er hyggelige. Han er noget helt særligt, og han er manden i mit liv.

Nu er vi igang med at planlægge vores bryllup, og jeg glæder mig helt overdrevet meget til at fejre vores kærlighed og til at fortælle hele verden, hvor meget jeg er hans. Vores bryllup, som ikke bliver et helt almindeligt bryllup. Men det hører til en anden historie.

 

2 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie