Sådan gik det med altanhaven

1. september 2017

Selvom sommeren ikke har været noget at råbe hurra for har altanen alligevel blomstret stort set alle sommermånederne. Altanen har boomet med grønne planter, jeg har faktisk fået en lille smule skældud af min bedre halvdel, over at der knap har været plads til at sidde derude. Og der var også meget der skulle prøve af denne sæson. Noget fungerede, andet knap så godt. Her kommer en lille opfølgning.

Allerede i marts begyndte jeg at forespire i vindueskarmene indendøre. Alt fra squash, hokkaido til kydderurter og masser af blomster. Jeg er altid fascineret af, hvordan man kan smide et lille bitte frø i jorden, for at se det spire, vokse og blive grønt. For mig er den fantastisk måde at se foråret komme på. Jo større planterne bliver, jo nærmere er maj måned, varmen og den tid hvor man planter ud. Jeg elsker det.

Min rabarberplante købte jeg sidste år i Brugsen. Den havde 3 stængler, og det første år var der lige knap stængler nok til en tærte, da den var klar til høst. Da den begyndte at skyde i foråret, gødede jeg den, med bokashi fra jordfabrikken. Det kunne den lide. Den skød og skød. I år har jeg høstet rabarber 2 gange på altanen. Rabarberplanten kræver en del plads, men den trives fint i en 30 liters rootpouch her hos mig.

Både hokkaido og squash er virkelig nemme planter at få til at spire og gro. Men de bliver kæmpe! Derfor kræver de også meget jord, vand og næring. Begge planter har stået i en 30 liters rootpouch, og det er lige før det ikke er plads nok. De har givet et væld af blomster. Hver plante har hvertfald blomstret 30 gange, og de store grønne blade har været så smukke. Det lykkedes ikke at få hokkaido græskar denne gang, men jeg høstede én stor squash. Squashplanten blev ved med at sætte an til flere squash, og havde jeg været lidt mere flittig til at passe, pleje og vande, kunne jeg sikkert have høstet flere.

Kartofler er ligeledes nemme at have med at gøre. De skal sættes til forspiring tidlig, jeg satte dem allerede til forspiring i februar. Da det efterhånden blev frostfrit lagde jeg 4 ud i hver deres 12 liters rootpouch og hyppede udelukkende med bokashi fra jordfabrikken. Det blev til en kæmpe busk grønne planter. De fylder også ret meget. Man siger at når planten blomstrer kan man høste. Så jeg forsøgte allerede ved blomstring, hvilket viste sig at være for tidligt. Til gengæld kunne jeg for et par uger siden høste de 3 andre planter, og koge hjemmegroede nye kartofler til aftensmad.

Blomster, masser af blomster. Så snart det er varmt nok, kan man så dem direkte udenfor. Da mine morgenfruer, valmuer, kornblomster, brudeslør og ærteblomsterne efterhånden hang på sidste vers, skyndte jeg mig at så Honningurt. Den lyselilla blomst. I løbet af et par uger var den allerede sprunget ud, og den tiltrak humlebier og bier, så altanen summede.

I september lagde jeg tulipanløg og i slut april franske anemone løg. Det har været helt fantastik at opdage de små grønne spirer i de ellers kedelige potter, som de står der helt kedelige med jord i. Ventetiden er lang, men når de endelig skyder op og sætter blomster er det hele ventetiden værd. Både tulipanerne og de franske anemoner blomsterede længe.

Hortensiaen fra sidste år kom igen, og satte 3 store flotte blomsterklaser. Sidste år var den blå, i år var den pink. Den skifter afhængigt af hvad du gøder den med.

Krydderurter er nemme. De er nemme at forspire, og de er nemme at passe. Vi har både haft en kæmpe mynte, basilikum, timian, dild, tallerkenklappere og persille.

  

Jeg prøvede noget nyt i år, minihøjbedet med bokashi til salat, spinat, radiser og snackgulerødder. Desværre lykkedes det ikke så godt som forventet. Jeg tror, jeg havde placeret det forkert. Det fik ikke lys nok, og måske heller ikke nok vand. Derudover synes duerne desværre at det fungerede som et godt sted at kradse og rode rundt. Jeg vil prøve igen næste år, og give den en placering med mere lys.

Det har været Carolines første sommer og hun har også haft stor glæde af altanen, når hun har sovet lur i sin barnevogn derude flere gange om dagen.

Eller når det en sjælden gang imellem har været varmt nok til at man kunne komme i bad udenfor.

Næste sommer er hun halvandet år, og jeg glæder mig til at give hende, hendes egen skovl og spand med jord.

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie