Når man bliver fornærmet på en 9 årig

6. juni 2016

Elmer og Nanchen

De fleste har dem, jeg har hvertfald, de der babynavne man har slæbt rundt på siden man for første gang i slut teenageårene kom til at tænke over, hvad ens egne børn skulle hedde. Ét pigenavn har hængt ved i flere år, og så er det jo heldigt, at min kæreste også synes, det er super fint navn, og at det potentielt godt kunne ende med, at blive dét hun skal hedde. Hvad der er knapt så heldigt, er at bonusbarnet på 9, absolut ikke bryder som om det navn, og heller ikke bleg for at give udtryk for det. Og jeg kan simpelthen ikke lade være med at blive fornærmet:

“Godt, jamen hvis det er sådan, så er det helt klart dét hun skal hedde! siger jeg lidt for mopset.” “Mor synes altså også, det er et tamt navn.” siger han så.

Og der bliver jeg faktisk lidt ked af det, og glemmer totalt at de i aller bedste mening har talt om deres kommende lillesøster og potentielle navne ovre hos deres mor. Hvilket jo også er ret sødt. “Nå, men nu er det jo heldigvis ikke dig, der skal bestemme, hvad hun skal hedde.” siger jeg så, og han kigger lidt ned. Jeg får lidt dårlig samvittighed nu, men jeg kan ikke lægge det fra mig, at jeg faktisk blev lidt såret. Som om hendes mening tæller, eller gør den? Jeg bliver overrasket over, at det går mig på. “Det er da fuldstændigt ligemeget, hvad hun mener om det,” siger min kæreste lidt senere, som i øvrigt læser mig som en åben bog, og lynhurtigt var med på, hvor jeg var efter det lille sammenstød med bonusbarnet.

Det der rammer mig, handler mere om det her med at komme ind i familie. En familie der har en historie, en eks som ikke bare er en eks, men som bor lige ovre på den anden side af gaden, som er mor til rødderne, drengene som bor her i mit og deres fars hjem hver anden uge. Der findes allerede historier om at få børn sammen i denne familie. Nu kommer jeg, og bliver en del af familien, en bonusvoksen, bonusmor eller halvmor, hedder det også stadigvæk stedmor? Jeg er mest til bonusvoksen!

Selvom den historie jeg bygger, er helt sin egen, så er den på en måde også mere sårbar. Den er selvfølgeligt påvirket at sine omgivelser. Og omgivelserne er jo ikke kun et par, der skal til at være forældre for første gang. Omgivelserne er en sammenbragt familie, eller det bliver det, når lillesøster kommer til verden.

Der er traditioner og sammenkomster, hvor vi fejrer rødderne, og hvor vi også er sammen med deres mors familie. Røddernes mor og hendes familie er heldigvis nogle meget søde mennesker, men det er en anden historie.

I en familie og måske særligt i en sammenbragt familie skal der være plads til alle. Alle skal ses og høres, føle sig hjemme, accepterede og respekterede. Føle sig elskede og føle at herhjemme ‘kan jeg bare være’. Og det bliver endnu vigtigere, at rødderne føler sig rigtigt godt hjemme, når lillesøster kommer. Hun skal jo være her hele tiden, og ikke flytte hver anden uge. De må endelig ikke få opfattelsen af, at de ikke hører til her, selvom der er en søskende, der er her hele tiden.

Og måske er det netop det, der gør det mere sårbart, at bygge min historie op i en eksisterende familie. Man vil gerne høre til. Man vil gerne accepteres og respekteres for det man kommer med, og for det man er.

Når man laver et barn sammen, “i en anden familie”, så har man besluttet sig for at blive der. Og så betyder deres mening selvfølgeligt også noget. Også når det handler om det der babynavn, man har slæbt rundt på i teenageårene.

Vi er stadig uenige, ham på 9 og jeg. Om hun ender med, at hedde Silje vil vise sig, når hun er kommet ud til os. 🙂

 

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie