Mini højbed på altanen

11. april 2017

Dette minihøjbed er perfekt, hvis du ikke har ret meget plads på din altan eller i din byhave. Jeg har netop gjort mit lille højbed klar med komposteret madaffald (bokashi fra bykompostspanden) og sået salat, spinat, gulerødder og radiser.

Når jeg har høstet alle afgrøderne, bytter jeg rundt på kasserne, og sår på ny. Den nederste kasse (som kommer øverst) kan jeg så direkte i, den øverste (som nu kommer nederst) fylder jeg med bokashi. Således kan jeg blive ved med at så og høste gennem sommeren og hen på efteråret.

For at komme igang skal du bruge 2 kasser med huller i bunden, sådan at rødderne kan vokse igennem til den nederste kasse. Disse er fra Bauhaus og måler 60 x 40 x 12 cm og kan rumme 20 liter. Det er passende til salat, spinat, radiser, små snack gulerødder og krydderurter. Hvis du vil bruge højbedet til tomater eller squash, skal kasserne være meget dybere.

Siderne i kasserne dækkes med pap. Jeg har brugt noget bølgepap, som jeg har målt og klippet til.

Når kasserne er helt fyldt er de ret tunge at flytte rundt på. Så beslut dig for hvor de skal stå, før du fylder dem. Hvis kasserne står på altanen eller terrassen, kan man med fordel sætte dem ovenpå et underlag, hvis man vil beskytte brædderne.

Den nederste kasse fyldes med et lag jord. Jeg brugte noget gammelt jord jeg havde stående fra sidste års krukker og altankasser. 3-4 cm cm jord og derefter gæret madaffald fra bykompostspanden.

Fyld op med 6 cm gæret madaffald (bokashi) jævnt fordelt i kassen.

Derefter 3-4 cm jord.

Den øverste kasse sættes ovenpå den nederste med jord og madaffald.

Den øverste kasse fyldes med jord.

De sidste 2-3 cm fyldte jeg med så- og priklejord, som egner sig bedre til at så i.

Del kassen op i 5 så-rækker, og så er den klar til at så i. Jeg har sået 2 rækker spinat, salat, radiser og gulerødder, så nu er det bare at vente.

Der kan være op til 10 kg madaffald i en bykompostspand, og jeg bruger ca. 3/4 af indholdet til dette minihøjbed.

Der kommer naturligvis løbende opfølgninger på minihøjbedet. Jeg glæder mig til første høst.

Læs meget mere om det lille højbed her

Klargøring af det lille højbed med bokashi

Dyrk med et minihøjbed og bokashi

Bykompostspanden

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie