1# Kompost på altanen

20. september 2016

kompost på altanen

Vi har længe talt om, at vi gerne vil kompostere vores madaffald og lave vores egen kompost på altanen. For der vil være flere fordele ved at lave vores egen kompost og gødning.

  • Vi får sorteret vores affald og vores madspild bliver alligevel brugt til noget.
  • Vi kan genbruge jorden, når vi planter om på altanen.
  • Vi kan gøde vores planter og afgrøder.
  • Vi kan lave en fra jord til bord og fra bord til jord cyklus.
  • Vi kan forberede minihøjbede på altanen med jord fra vores egen jordfabrik, og dyrke afgrøder i super næringsrig jord og højkvalitetskompost.

Nu har vi fået en spand på altanen til at lave vores egen jordfabrik og kompost. Men det hele starter i køkkenet – med bykompostspanden.

bykompostspanden

Her smider vi vores madaffald i. Vi samler dagens madaffald i en mindre lukket beholder på køkkenbordet, og åbner for spanden en gang om dagen, om aftenen når vi har ryddet op efter aftensmaden. For hvert lag madaffald tilsættes 40 ml kompost-gær, der med sine effektive microorganismer fremmer en gæringsproces, som bedst foregår med så lidt ilt som muligt. Kompost-gæren er også med til at forebygge forrådnelse, og omsætter maden så det i løbet af 3 uger nedbrydes til kompost i jorden.

Når den første spand er fuld, skal den stå uåbnet i 14 dage og gære færdig. Derfor er der 2 spande. Nu kan man starte på den anden spand, imens den første spand gærer færdig.

Efter 14 dage kan man grave den første spands gærede madaffald ned i jorden eller i et højbed. Her skal det stå og kompostere færdigt i 3 uger. Herefter har man højkvalitetskompost til sine planter.

Derudover samler spanden væske fra gæringen i bunden, som det er vigtigt at tappe hver 3.-5. dag. Ufortyndet kan man hælde gæringsvæsken i afløbet, som er med til at skabe et sundt miljø for microorganismerne, og fortyndet med vand 1:200 kan det bruges som gødning til stueplanter eller i haven.

Madaffald med kompost-gær i bykompostspanden.

Madaffald med kompost-gær i bykompostspanden.

Bykompostspanden forhandles hos byhaver.dk og Maria Ehlert som står bag, er ekspert indenfor kompostering, jord og microorganismer. På bloggen kommer hun med flere gode råd og anvisninger i forbindelse med kompostering. Hvis du også vil igang med at kompostere på din altan, har byhaver.dk en miniguide lige her.

Vi vil bruge vores fermenterede madaffald til at lave en jordfabrik og til højbede. Vi er kun lige startet med at smide vores madaffald til fermentering i bykompostspanden, så der kommer en opdatering senere om, hvordan det går med det hele, og hvordan vi griber det an.

 

1 comment

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie