Jeg har sovet i et år!

26. maj 2016

sove

Og det kan man sagtens… Omkring uge 9-10 kunne jeg ikke holde mig vågen i mere end 2-3 timer af gangen (no kidding), når det var rigtigt slemt.

Jeg kunne stå op om morgenen sammen med de andre kl 07 og lige spise lidt morgenmad, for at gå i seng igen efter en time. Kl. 12.30 stod jeg op igen, og var vågen i et par timer. Så gik jeg kold igen omkring kl. 15 og som regel vækkede min kæreste mig så, når han kom hjem fra arbejde ved 17 tiden. Om aftenen var 21.30 mit max, og når hovedet ramte hovedpuden, sov jeg.

Det hele gik i stå. Energien var væk, pist, forsvundet. Halloo, hvor blev mit liv af?

Faktisk var det ikke længere fedt at være gravid, eller nærmere havde det nogensinde været det? Og hvorfor havde ingen fortalt mig, at det var sådan her? Men ændrede det noget? Næh. Jeg kunne knapt nok sige det højt; Jeg skal være mor. For det hele virkede absurd og ambivalent. Det var som om, at nogen havde stjålet mit ‘jeg’ og proppet noget andet ind i mig. En møjtræt og irritabel gammel dame, som tudede over alting, som ikke fik lavet dagens gode gerning, eller havde lyst til sin mand. Jeg savnede at være kærester, selv når vi var sammen. For jeg var jo ikke den kæreste, jeg plejede at være. Så gik hun ovenikøbet og blev tyk. Samtidigt blev tøjkrisen større og større for hver dag. Kan det snart blive værre?

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie