Jeg har snart fødselsdag

7. februar 2017

og dette er mine ønsker.

Jeg har længe kigget efter et fint vetrineskab. De er ikke nemme at opstøve brugt, hvis det skal være helt enkelt, klassisk og tidsløst. Jeg har forelsket mig i de fine vetrineskabe designet af Lindebjerg Design. Særligt modellen V4 ovenfor som kan hænges på væggen, synes jeg er så fint. Det vil passe flot ind til både nye og brugte møbler. Se deres fine udvalg lige her

Derudover har jeg været på udkig efter et lille skrivebord med skuffe, som på billedet ovenfor. Mange af de gamle skriveborde er så små at der lige kan være plads til dem i et soveværelse eller i et hjørne af stuen. Det der sted hvor man flytter sin computer hen, eller lige sætter symaskinen uden at man behøver at pakke det projekt man er igang med helt væk.

Jeg er ligeledes helt skudt i Mette Duedahls nye keramik kollektion som hedder Land Collection. Jeg ønsker mig det hele! Den fine smørboks, vaserne men mest kopperne til at starte med. Det fine keramik stor højt på min ønskeseddel. Se hele kollektionen lige her. Hendes fine ting kan også købes hos én af mine yndlingsbutikker Studio Rov på Godthåbsvej 12 på Frederiksberg.

En anden favorit butik er The General Store på Nørrebro. Her findes helt nøje udvalgte keramik ting og andre håndplukkede særligheder. Det er her jeg har fundet mine yndlingstekopper fra Kinto og Bloomingville. Jeg går altid derfra med endnu et ønske, og denne gang er det den fine Bromelia plante, og søgræskurven den står i. Butikken ligger i Ægirsgade 39, Nørrebro.

Jeg har mødt skønne Signe Isager til fødselsforberedelse hos APA. Ulempen ved det bekendtskab er at man jævnligt ser Signes nye kreationer, og nu er jeg faldet for de fine Knot Hoops, som også findes i sølv. Signe laver de fineste ting – se det hele her og følg med her for det sidste nye. Fordelen ved bekendtskabet er selvfølgelig, at hun er rigtig sød.

Jeg har fødselsdag på søndag. Min mor og Henrik kommer over fra Jylland på fredag og bliver her indtil søndag. Lørdag holder vi fødselsdagsmiddag sammen med min bror og hans familie. Han har fødselsdag dagen efter mig.

På søndag er det bare mig og min dejlige kæreste. Han har vidst nok bestilt bord til frokost et særligt sted.

Jeg plejer ikke at glæde mig til min fødselsdag. Jeg er nok altid lidt bange for at blive skuffet, og så er jeg ikke ret god til at være i centrum. Men i år ser jeg faktisk frem til det. At jeg så pludseligt hører med, når man siger “i trediverne”, er en helt anden snak.

 

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie