Forspiring

22. marts 2017

Det kan være svært at gennemskue hvad man skal så, og hvad der overhovedet kan gro på altanen eller terrassen afhængigt af hvor meget og hvor lidt sol, der er i løbet af dagen. For der er et hav af muligheder af både blomster, større planter, spiselige planter og afgrøder. Og kan det hele overhovedet dyrkes i krukker?

Fordi vores klima ikke har en tilstrækkelig lang og varm nok sommer til at at planten både kan spire, vokse, blomstre og sætte frugt, skal nogle afgrøder forspires indenfor. Hvordan foregår det?

Hvornår skal man forspire? Det står bagpå pakken med frø. Men man går typisk igang omkring midt marts. Man kan også så direkte udenfor, når det er varmt nok, men frøene vil som regel være længere tid om at spire og gro.

Indendøre er de små spirer bedre beskyttede mod vind, vejr og fugle, og så snart planterne er blevet store og mere modstandsdygtige kan de plantes ud. Såfremt det er frostfrit.

Man kan bruge alle mulige slags beholdere til at forspire med, så længe der er hul i bunden, så vandet kan løbe fra. Et frø kræver lys, varme og vand, og jord. Du kan bruge pottemuld fra nærmeste supermarked, men så- og priklemuld er bedre. Man kan bruge en spirekasse, et lille minidrivhus, men man kan også sagtens nøjes med at sætte frøene i en vindueskarm.

Jeg bruger også kokos så jord. Det er små poser med kokos jord i, hvor der tilsættes 300 ml vand, hvorefter den flade firkant vokser til 1 liter jord. Jeg sår primært blomster i dem, da de senere passer perfekt ned i altankasserne. Det er bare at tage firkanten ud af posen og sætte i altankassen med lidt ekstra jord.

Jeg elsker sommerblomster, så jeg har sået kornblomster og valmuer, men også ærteblomster, morgenfruer og brudeslør, blomsterkarse, og en solsikke.

I fiberpotterne har jeg sået cherrytomater, chili, squash, hokaido og koriander. Fiberpotter er super nemme at arbejde med. Når planterne er store og skal have mere plads og jord udenfor, kan man sætte fiberpotten direkte i jorden. Potten formulder fuldstændigt, og plantens rødder kan fint vokse igennem materialet. Det samme gælder for kokos så-plugs. De små runde som også vokser, når der tilsættes vand.

Krydderurter har jeg sået i almindelige lerpotter og sat til spiring i vindueskarmen. Dild, purløg, basilikum, persille og timian.

Salat, radiser, spinat og gulerødder kan fint vente og sås direkte udendøre, når det bliver lunere i vejret. Jeg har planer om at så disse i et minihøjbed på altanen.

Jeg har allerede gjort 4 spirede kartofler klar. De er sat i root pouches, med muld fra min jordfabrik. Kartofler kan rigtigt godt lide jord med masser af næring, så jorden fra min jordfabrik (madaffald, kompostgær og jord fra sidste års dyrkning), er helt perfekt. Man kan lige ane resterne fra en rød peber, og lidt æggeskalder i den ellers helt sorte muld.

Man kan sagtens dyrke kartofler i krukker, bare sørg for at vælge krukker der er høje og dybe. Så kan du nemlig hyppe dem mange gange, og jo flere kartofler får du ud af det. Man hypper kartoflerne ved, at smide et lag jord på hver gang skuddet kommer til syne fra første lag jord. Sæt kartoflen i et lag jord, smid derefter endnu et lag jord ovenpå, men sådan at man lige kan ane skuddet. Vent så indtil skuddet er vokset lidt og smid så næste lag jord på. Sådan fortsætter man indtil krukken er helt fyldt.

Når det hele er sået og sat til spiring, er det bare at vente. I løbet af et par dage, begynder de første frø allerede, andre er et par uger om at komme igang.

Det at forespire, så og dyrke på sin altan, på terrassen, i vindueskarmen eller i haven, handler mest om bare at gå igang. Prøv det af. Jeg troede slet ikke det var muligt at dyrke afgrøder på vores altan, fordi der ikke er ret meget sol i løbet af dagen. Men sidste år havde jeg både grønkål, hvidkål, rabarber, jordbær og krydderurter. Det hele i krukker og altankasser. Meget mere kan lade sig gøre end man lige regner med. Noget virker, og andet gør måske ikke, og så har man fundet ud af det.

Nu må vi se, om der bliver plads til det hele i år. Jeg har allerede fået en reprimande om, at der jo også skal være plads til at sidde derude. Hehe.

Jeg glæder mig bare til at fylde altanen med grønt! Først og fremmest at se det hele spire de næste uger.

Et par nyttige links om forspiring

Kom godt igang med forspiring i vindueskarmen

Tomatdyrkning som passion

Huskeliste: Forspiringskalender

Guide: Kom godt igang med forspiring

1 comment

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie