Fødselsberetning

11. februar 2017

I dag er det præcis et år siden, jeg opdagede, at jeg var gravid. Den 11. februar 2016, dagen før min fødselsdag. Hende her kom ud til os den 31.10.2016 kl. 12.15.

Dette er min fødselsberetning.

Da veerne endelig gik igang var jeg mere end klar! De sidste uger op til termin var hårde. Det var som om tiden gik i stå. Jeg ventede, min kæreste ventede, familie og venner, jamen alle gik og ventede.

Jeg følte mig kæmpe stor og tung. Det var svært at sove godt om natten, når hoftebenet blev ømt af at ligge på den samme side for længe. Det føltes som et kæmpe projekt at vende sig fra den ene side til den anden, og med nattelige tisseture og sure opstød, var det generelt ikke nemt at få en ordentlig nattesøvn. Om dagen havde jeg det fint, og jeg deltog stadig i diverse arrangementer og prøvede i det hele taget at holde mig igang.

Da jeg nåede 40+6 orkede jeg ikke ret meget andet end at sidde på sofaen og strikke. Jeg var efterhånden ret slukket mentalt. Jeg kunne ikke længere forholde mig til det. Måske kom hun aldrig ud? Eller… man anede jo ikke, hvad der ventede. Måske prøvede jeg bare at skubbe det fra mig. Anyways, jeg prøvede alt muligt for sætte gang i fødslen. Hindbærbladte skulle efter sigende have en virkning og ananasjuice. Jeg indtog store mængder hver dag!

Nårh jo, sex skulle også kunne sætte gang i fødslen. Men jeg følte mig absolut ikke sexet, som min krop bulede ud i øst og vest, med både appelsind, nye deller, og strækmærker, den der uigenkendelige navle, store mørkeblå årer på brysterne og en solid dobbelthage. Men jeg lukkede øjnene, og prøvede at fortrænge det. For hvis det nu satte gang i noget. Vi prøvede alt, men lige meget hjalp det.

Da jeg var 41+2 om torsdagen, og der stadig ingen baby var, blev jeg tilbudt at blive sat i gang. Jeg var dog trods utålmodigheden stadig meget opsat på at fødslen skulle gå igang af sig selv og helt naturligt. Tanken om at skulle spise nogle piller, der påvirker min krops egen natur, virkede slet ikke tiltalende. Så jeg takkede i første omgang nej, og håbede at veerne ville vise sig indenfor de næste 2 dage.

Det gjorde de desværre ikke. Derfor skulle jeg nu scannes lørdag, for at tjekke om alt var, som det skulle. Lægen på Riget synes ikke hun kunne finde nok fostervand på billederne. Og de fostervandsøer der var, var meget små. Hun informerede mig om, at der pludseligt kunne være risiko for en kompliceret fødsel og måske med kejsersnit pga. det manglende fostervand. Hun anbefalede, at jeg blev sat igang den næste dag om søndagen. Jeg gik grædefærdig derfra fuld af bekymring. Det var ikke just drømmescenariet af en fødsel, og de generelle bekymringerne for mit lille barn blev heller ikke mindre deraf.

Min veninde som er jordemoder, fik mig dog talt ned, og havde fortrøstningsfulde erfaringer og råd at give videre. Der var jo ingen vej udenom nu. Kl. 15 søndag eftermiddag havde vi en aftale på Riget om at hente pillerne til igangsættelse. Jeg var både skuffet og nervøs, og bange for at blive snydt for noget. Særligt for overraskelsen af, at nu går det igang. Men sådan blev det.

8 piller i alt. 4 til søndag aften og 4 til mandag morgen. 1 hver anden time. Jeg tog den første kl. 17. Vi spiste pizza, så en serie og slappede af. Jeg havde ingen forventning om, hvad der ville ske indenfor de næste timer. Jordemoderen på fødegangen havde sagt, at kvinder i gennemsnit når at spise 7 piller, før fødslen går igang.

Som aftenen skred frem begyndte det at mure lidt i mellemgulvet. Jeg kunne klart mærke at noget var igang og på vej. Jeg nåede at spise den 4. pille kl 23. Vi var gået i seng, og lidt før midnat kom den første ve. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var en ve. En kæmpe bølge af smerte skyldede hen over maven fra mellemgulvet og op. Eller som når et tæppe langsomt bliver hevet væk over huden. Det var på en måde velkendt, lidt som menstruationssmerter, og så alligevel ualmindeligt kraftigt og ukendt.

Vi lå inde i sengen. Jeg havde indstillet mig på, at vi nok skulle blive hjemme i nogle timer, inden vi kunne tage ind på fødegangen. Jeg orkede ikke at tage derind, for at blive sendt hjem igen, fordi jeg ikke var åben nok. Efter en lille time med veer følte jeg allerede, at det var en kamp. Om det skulle fortsætte i 30 timer, i 4 eller 8 timer var uvist, men jeg havde dårligt nok tid til at lade det frustrere mig. Veerne fyldte hver en millimeter af min krop, af alle mine celler, og tanker, så når der endelig var en lille pause imellem, blev den kun brugt på at slappe af og lukke helt af for et øjeblik.

Allerede kl 01.00 var der så kort tid imellem veerne, at vi besluttede at køre ind på Riget. Det skulle vise sig at være held i uheld. Jeg var kun 1 cm åben, og havde det ikke været fordi, der var stille på fødegangen, var vi blevet sendt hjem igen. Vi fik istedet lov til at blive for natten, og blev indlagt på en fødestue. Jeg fik en cocktail piller at sove på. Den gav mig mulighed for at blunde lidt væk i pauserne mellem veerne. Jeg husker ikke meget af den nat, så jeg må have været lidt væk i en tåge. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, da jordemoder kom ind for at se til os om morgenen.

Kl. var ca. 08, og der var vagtskifte på fødegangen. Har du gået i skole med en Charlotte S.? spurgte den jordemor, der kom ind til os. Ja, det har jeg vidst, svarede jeg. Vil det være ok med dig, hvis hun følger dig igennem din fødsel idag? spurgte hun videre. Lad os bare komme igang med det her, konkluderede jeg hurtigt. Jeg vidste udemærket godt, hvem Charlotte var. Jeg kender hende ikke personligt, men husker hende fra gymnasietiden. Jeg var slet ikke i stand til at træffe beslutninger der, jeg skulle bare have det barn ud nu! Jeg havde kvalme og måtte kaste op flere gange, og veerne virkede kraftigere og kraftigere. Heldigvis var jeg nu 4 cm åben, og vi blev bedt om at flytte ned på en anden fødestue lidt længere nede at gangen. Der var måske 200 m derhen. Det føltes som verdens længste 200 m. Jeg kunne knapt gå 3 skridt, før der kom endnu en ve. Det blev til mange pauser, inden vi nåede i mål.

Nu blev jeg vejledt at Charlotte om forskellige stillinger, og fik tilbudt smertelindring. Der skulle først køres en strimmel. Det betyder, at man har et elastikbælte på, der måler barnets hjertelyd og veernes styrke. Man holder mere øje med potentielle udsving, når man er blevet sat kunstigt igang. Det var den anden eller tredje strimmel, og det var lige hårdt hver gang. Man skal nemlig ligge stille, så godt man kan i en halv time. Og det føles som en evighed, når man har veer, og er godt på vej til at skulle føde!

Hvad angik smertelindring havde jeg forlængst besluttet, at jeg ikke skulle have andet end lattergas, og hvis det var muligt, at komme i badekar. Vi prøvede først med lattergas, og det kunne jeg overhovedet ikke finde ud af. Det er altså desværre ikke som dengang hos tandlægen. Her skal man trække vejret ned i masken før at den frigiver lattergasen. Det kunne jeg slet ikke finde ud af, eller også havde jeg ikke tålmodighed til at prøve ordentligt, når jeg konstant blev afbrudt af en ve. Jeg bad om at komme i badekar, og endelig efter den sidste strimmel blev jeg hjulpet ned i det lune vand. Nu var kl. 10.30.

Jeg lå der i en time og tre kvarter. Vendte og drejede mig. Jeg vil altså godt ha hende ud nu, sagde jeg flere gang. Jordemoderen forsikrede mig igen og igen om, at hun nok skulle komme ud, og det ville være det hele værd. Jeg brølede, råbte, peb og skreg som den “urkvinde” jeg var. Jeg havde frygtet, at jeg ville forvandle mig til et brølende monster. Det var desværre præcis det, der skete. På et tidspunkt råbte jeg så højt, at da pausen kom, måtte jeg lige spørge min kæreste, der har tinitus, om han var ok? Det var han. Det gjorde så åndsvagt ondt, at jeg simpelthen ikke kunne holde det inde. Lige indtil jordemoderen sagde; Prøv at holde luften inde ved næste pres, så presser du meget bedre.

Det var det eneste tidspunkt, der var stille. Og det var også der fosterhinden bristede, og hovedet kom frem. Et pres til og så var hun ude i vandet under mig. Kl. 12.15.

Al smerten, kampen, ventetiden, utålmodigheden, bekymringerne, tvivlen og trætheden blev med et sekund forvandlet til styrke og uovervindelighed. At samle mit lille barn op under mig i vandet, stadig forbundet af navlesnoren, er det vildeste, jeg har gjort i hele mit liv. Jeg blev fra begge sider af karet hjulpet op af vandet med Caroline i favnen. Jeg gik fra det lille rum med badekaret, på en hvid løber af hospitalslagener ind på fødestuen til briksen stadig forbundet af navlesnoren. Jeg blev hjulpet op på briksen, og snart lå hun på mit bryst, hvor vi for første gang mødte vores lille dame.

Kl. 17 da vi havde været igennem diverse tjek, tog vi hjem til lejligheden. Amningen kørte, og jeg følte mig så selvsikker, at intet kunne slå mig omkuld. Jeg havde mest lyst til at komme hjem i egen seng.

Jeg kunne knapt gå, men jeg ville bare bære hende gennem Rigets gange, ud på parkeringspladsen, og hele vejen ned for enden til bilen. Selvom det støvregnede og var mørkt. Og i gaderne på Nørrebro hvor vi bor og hjem til hulen. For jeg var så stolt. Aldrig i hele mit liv har været mere stolt, af noget jeg har lavet, vi har lavet.

Samme aften kom min bror og familie over for at se hende, og lidt efter de 2 storebrødre og deres mor. Adrenalinen pumpede stadig rundt i mig. Jeg mærkede slet ikke, at jeg havde været i gang hele natten og formiddagen. Alt mit fokus var på Caroline. Og at jeg knapt kunne gå, sidde ned og bevæge mig for ømhed, var fuldstændigt ligemeget. Nu var hun her, og jeg skulle have ethvert sekund med af hendes første minutter og timer i livet.

Nu har Caroline Andrea været her i 3 måneder. De sidste 3 måneder har været fuldstændigt magiske, forunderlige, fantastiske og prop fyldt med kærlighed til dette lille menneske.

I dag for et år siden var hun kun et 5 uger gammelt lille frø. Det er da ret fantastisk!

 

Set i bakspejlet føler jeg mig absolut ikke snydt, selvom jeg blev sat igang. Da den første ve viste sig, var det en overraskelse i sig selv. At opleve hvordan kroppen lægger an til at føde et lille barn, var i sig selv en kæmpe overraskelse. Jeg følte mig så heldig med et rigtigt godt forløb, meget efter bogen og uden nogen komplikationer. Om det gjorde ondt? JA! Det gør rigtigt ondt. Selvom det føltes som en kæmpe plastik badebold der brast, da jeg pressede og hovedet kom til syne, gik jeg derfra kun med småskrammer.

Selvom Charlotte og jeg kender hinanden perifert, havde jeg en fantastisk oplevelse sammen med hende. Hun var super professionel og enormt behagelig. Hun heppede på mig og var en fantastisk guide og støtte under hele forløbet. Lige indtil jeg skulle have et par sting, virkede det måske en smule prekært, at vi kender hinanden. Det havde jeg jo ikke lige skænket en tanke, at Charlotte også skulle hjælpe mig med. Men pyt, måske var jeg så heldig at få et ekstra lille sting.

Min kæreste var ligeledes en kæmpe støtte, og jeg præsterede at holde mig gode venner med ham under hele seancen.

At føde Caroline føles som den største bedrift i hele mit liv. Aldrig har jeg følt mig så stærk og selvsikker som i det øjeblik. Og mon ikke det er den følelse, der gør, at man trods de ekstreme smerter, gør det igen.

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie