Efterår betyder ingefærshots

6. oktober 2016

ingefærshot

Det er virkeligt lækkert at starte hver morgen med et ingefærshot. Særligt her i efteråret og med en lurende influenzasæson. Den renser svælget, bider lidt i ganen og så er den med timian, som har flere gode egenskaber.

Timian hjælper på hoste

Timian bruges til antiseptiske midler, fordi urten indeholder thymololie. Det er meget anvendeligt til mundskyl, og i Tyskland har man godkendt timian-te som behandling mod blandt andet bronkitis og kighoste. Du kan lave din egen hostesaft ved at putte fire friske kviste med timian i en kop med kogende vand i 15 minutter. Tilsæt honning og citronsaft. Derefter kan du tage et par spiseskefulde af drikken hver tredje eller fjerde time, hvis du døjer med hoste.

Timians antibakterielle effekter skulle også være god mod akne – faktisk har flere forsøg vist, at et udtræk af timian virkede bedre mod de bakterier, der skabte akne, end benozyl peroxid, der er den aktive ingrediens i de fleste akne-produkter. Timian kan muligvis også virke mod neglesvamp.

Du finder C- og A-vitamin, jern og mangan i timian. (kilde: naturli)

ingefærshot ingefærshots

Opskriften er lånt af Valdemarsro.dk som i øvrigt har en enormt inspirerende og lækker opskriftsamling.

Ingefærshots
3 dl vand
50 g ingefær
3 citroner, saften herfra (ca 2 dl)
1 brev kamillete
1 spsk tørret timian eller 3 kviste frisk
2 spsk honning

Skræl ingefæren med bagsiden af en ske (på den måde fjerner man mindst muligt af skallen) Skær den i tynde skiver og kom ingefær i en gryde med vandet.

Lad det koge under låg i 20 minutter.

Tag derefter gryden af varmen og tilsæt brevet med kamillete, timian og citronsaft. Lad gryden stå med miksturen (elsker det ord!) til det er stuetemperatur, si væsken gennem en sigte og rør derefter honning i drikken.

Opbevar ingefærshots på flaske i køleskabet og snup et shot om morgenen eller et par gange om dagen ved øm hals og behov for et shot god energi.

P.S – der er stor forskel på mængden af saft i citroner. Kom evt mere citronsaft i, hvis det er småt med saften i de 3 citroner i opskriften.

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie