De økofrelste og dem midt imellem

7. marts 2017

Det der klima

For halvandet år siden tog jeg på sommerophold på Jyderup højskole med Omstilling Nu og Grøn Guerilla for at blive klogere på bæredygtighed, politik og grøn omstilling. I løbet af den lille uge fik jeg mig en gevaldig hovsa oplevelse.

Jeg havde aldrig skænket det en tanke, hvor afgørende klimaet er for vores fødevarer. At når kloden har kurs mod et varmere klima, er det altså ensbetydende med mere tørke, mindre vand, og dermed færre fødevarer. Eller når vi oplever et mere og mere ekstremt vejr som oversvømmelser, jordskælv, og storme, er det forårsaget af klimaforandringer, hvilket igen har indflydelse på bøndernes produktion af diverse fødevarer rundt om i verden.

Hvad er så årsagen til klimaforandringerne?

Det er udledninger af drivhusgasser, CO2. Jo mere CO2 vi udleder, desto varmere bliver kloden. Der har været mange diskussioner om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, men flere end 97 % af verdens klimaforskerne er enige om, at de altså er menneskeskabte, og at industrialiseringen har været, og stadig er afgørende for, hvor vores klima er i dag.

Hvad er konsekvenserne af klimaforandringerne?

Konsekvensen af klimaforandringerne er værst for de fattige lande. For de 500 millioner børn i verden, der lever under fattigdomsgrænsen, hvor en familie har under 6 kr. om dagen til at forsørge sig med. Her er fødevaresikkerheden i forvejen dårlig, og tørken har for længst slået mange bønder ud af kurs, fordi det slet ikke er muligt at dyrke deres afgrøder i den udpinte tørre jord længere. Det er simpelthen ikke muligt for dem, at forsørge sig selv. Rigtig mange ender som klimaflygtninge, og sætter kurs mod områder og lande, hvor der er bedre levestandarder. De har ikke andet valg, og det bliver en daglig kamp om at holde sig i live.

Hvis kloden får lov til at blive varmere og varmere risikerer vi, at indlandsisen på Grønland smelter helt væk, og det vil betyde at vandet vil stige med helt op til 7 m. Det vil få store konsekvenser for vores dyre- og planteliv, for vores land og kyster, og ikke mindst for landbrugets produktion af fødevarer, og for mængden af ferskvand. Men også for vores sundhed.

Hvad kan vi gøre for at undgå at temperaturen stiger yderligere?

Alt imens det her står på, bliver vi pacede til at vækste og vækste. Og vi bruger al vores tid og energi på at arbejde og arbejde, det såkaldte hamsterhjul, så vi kan være konkurrencedygtige på markederne og vækste.

Men hvor er det egentligt, vi skal vækste hen? Når vi ved, at industrien og produktionen af alle de ting vi køber, er det, der udfordrer klodens ressourcer, og kun er med til at øge CO2 udslippet?

Men måske er det også kapitalismens fokus på vækst, der netop er skyld i, at vi i dag har det så godt, som vi har det? Omvendt handler det kapitalistiske syn på vækst i dag dog kun om at forbruge, hvor det ville give et større plus på klodens klimakonto, hvis vi prøvede at forene vækst med bæredygtighed. Men kan vi holde op med at forbruge så meget?

Når det hele bliver for frelst

Der er flere eksempler på folk der stempler helt ud af forbrugersamfundet. En af dem er Andrea Hejlskov. Andrea og hendes mand fik nok af at lade deres børn vokse op med masser forbrug, intet forhold til naturen og med forældre, der arbejder hele tiden. En dag sagde de deres job op, solgte alle deres ting, og flyttede ud i skoven. Her lever de et simpelt og selvforsynende liv, med et minimalt CO2 aftryk.

Men vi er ikke alle gearet til det ekstreme, at flytte langt ud i de svenske skove som Andrea Hejlskov for at få et break fra hamsterhjulet og uendelige prædikener om vækst. Ej heller til at bygge vores eget hus af halm og ler i et økosamfund som Friland, og genvinde magten over egen tilværelse ved at være fuldstændig gældfri og uafhængig af staten og markedet.

Men mange orker ikke det stressede arbejdsliv og store forbrug. Derfor er det ikke mærkeligt at et program som ”Far, mor og børn” med Søren Ryge, tiltrækker et stort seertal. Det får os til at længes efter frihed og naturlighed – og måske livskvalitet. For hvor meget kvalitet er der egentlig i hamsterhjulet og den kortvarige lykke af et par shoppingposer? Derudover er det atter blevet mere populært at flytte i kollektiver og bofælleskaber som for eksempel Svanholm, hvor det simple bæredygtige og selvforsynende liv er i fokus, men frem for alt fællesskabet. Der er flere hænder om at løfte alle de daglige opgaver, og dermed mere tid til hinanden og til børnene.

Men hvad med alle os, som er i hamsterhjulet, men som gerne vil være med? Det er som om, at hvis man ikke er 100 % grøn, så er man ikke helt rigtig med. Det nytter jo ikke noget, hvis jeg med den ene hånd køber økologi og er deltids vegetar, men går ud, og køber nye tekopper, selvom jeg har ikke har brug for nye tekopper, med den anden hånd. Eller gør det?

Det grønne fællesskab kan forekomme enormt ekskluderende, hvis man ikke er 100 % økologisk og miljøbevidst hele vejen rundt. En af dem der går forrest er i øvrigt Neo Hippie. Neo Hippie lever et fuldstændigt bæredygtigt, naturligt, anti-materialistisk, anti-kemisk, zero waste og vegansk liv. Hun er til inspiration for rigtigt mange, og det er rigtigt godt, at vi har pioner som hende at kigge efter. Men det kan også komme til at se enormt avanceret ud, hvis man har lyst til at blive én del af Neo Hippie fællesskabet. Det kræver en markant ændring af hele sit liv, hvis man skal følge hendes fodspor. Det bliver for svært og måske for afskrækkende for de fleste. Jeg oplever et stigende behov for “et midt imellem”. Eller også er det ”midt imellem” ikke blevet serveret på attraktiv og spiselig måde?

Men det kommer også an på, hvem der anskuer det. Hvis man ikke ved hvem Neo Hippie er, kan jeg måske allerede virke enormt frelst i mine valg. Men målt med Neo Hippie er jeg langt fra økofrelst.

Men hvad er et “midt imellem”?

Vi er en sammenbragt familie på 5 der bor i hjertet af Nørrebro i København. Rasmus er fra Nordsjælland, og har boet det meste af sit voksne liv på Nørrebro, drengene er vokset op på Nørrebro, og vores lille pige har kun lige set verden i 4 måneder. Jeg er oprindelig fra Sønderjylland, og er vokset op med jord under neglene og græs på knæene på en gård.

Livet på gården

Jeg var 4 år da vi flyttede fra Århus til Aarbenraavej 150, Maibølgaard, en trelænget gård med 90 tønder land. Jeg plejer at fortælle, at der var 7 km til nærmeste købmand. Der var vel knap en kilometer til nærmeste nabo. Min mors forældre var landmænd med køer, mødding og hele svineriet. Vi overtog fødegården da de blev for gamle til at drive landbruget. I de første år drev mine forældre gården ved siden af deres normale jobs. Senere forpagtede de det meste af jorden ud til naboerne, anlagde en meget stor have, og udnyttede gården til et bofællesskab og til at leve et mere eller mindre selvforsynende liv.

Vi havde hund, katte, kanariefugle, fisk, 13 vildsvin, en ged, 4 får, 18 høns, og en i en periode avlede vi også kaniner. En gang imellem kom den lokale slagter og rullede sin slagtervogn ind på gårdspladsen. Så gik vi alle udenfor, og imens svinene stod i båsene og åd ved fodertruget skød han dem en kugle for panden. Nogle gange åd de videre, og han måtte skyde igen. De blev kørt ud til slagterbilen i en trillebør og slagtet på stedet. Sådan havde vi fryseren fyldt op med svinekød.

I perioder spiste vi slet ikke kød men levede vegetarisk. Vi havde en kæmpe køkkenhave, som forsynede os meget af sommeren og hen på efteråret. Vi levede økologisk, og havde et spisekammer, der kunne rumme større partier kolonial.

Det vand vi skyllede ud med i toilettet var spildevandet fra vores vaskemaskine. Sæben var fra Urtekram, og vi købte 10 liter af gangen. Sæben blev brugt til alt! Både til at gøre rent med, til tøjvask, til opvask og i badet. Hvis der var trængsel på toilettet, var der i øvrigt også et muldtoilet.

I den ene ende af laden havde vi et stort affaldssorteringssystem. Alt blev sorteret i plastik, metal, papir osv. og kørt til genanvendelse. Vores tøj var arvet fra venner og bekendte, og derfor var det sjældent, at vi købte nyt.

Dengang forstod jeg ikke helt hvad det hele gik ud på, og jeg tænkte overhovedet ikke over, at vi måske levede en smule anderledes end de fleste af mine klassekammerater. Det var bare den verden, jeg kendte, og færdedes i. Jeg så overhovedet ingen forskel på min hverdag og mine kammeraters. Bortset fra at alle syntes det var enormt spændende at komme hjem til mig og lege. På den store gård kunne man altid gå på opdagelse, klatre i træer, bygge huler, samle insekter og småkravl, eller løbe ud og hilse på én af landmændene, når de arbejdede i marken.

Derudover var der bilværksted, lerværksted, og der var ateliér. Vi havde kurser i pileflet og uldspinderi. Gården var på alle måder et kreativt sted, hvor der blev eksperimenteret med lidt af hvert.

Men hvad gik det egentligt ud på?

Det var først i mit tidlige voksenliv, at det gik op for mig, hvilken livsform mine forældre havde dyrket, og som stadig er en hel naturlig del af deres liv i dag. Det handler om et liv, hvor vi tager ansvar, for det vi gør. En hverdag hvor vi tager ansvar for vores sundhed, vores klima og for vores jord. Men det handler også om livskvalitet. Der ligger også en tilfredsstillelse i at træffe de valg, og tage det ansvar.

Skal vi så alle sammen flytte ud på landet, med dyrehold og køkkenhave for at skabe en bæredygtig livsform?

Livet på Nørrebro

Der er ingen tvivl om, at det måske falder mig mere naturligt, at tænke det bæredygtige, det grønne ind i min hverdag pga. min opvækst. Men min indsigt i klimaforandringer og konsekvenserne heraf spiller i dag en langt større rolle for mine valg. Når jeg samtidigt ser på vores ekstremt pressede sundhedsvæsen, og hvordan livsstilssygdomme bliver til stor belastning for vores samfund generelt, bliver det ligeså vigtigt at tage ansvar for min sundhed. Jeg synes, vi gør meget herhjemme for at reducere vores CO2 aftryk og passe på os selv. Men der er også enormt meget, der kunne være bedre og meget grønnere.

Vi køber overvejende økologisk – med mindre varen ikke er tilgængelig, køber vi det konventionelle eller også undværer vi, og finder et andet økologisk alternativ.

Økologi handler for os meget om vores sundhed. At undgå pesticider og tilsætningsstoffer. Økologi handler ligeså meget om at værne om vores grundvand, jord, natur og biodiversitet ved ikke at bruge sprøjtemidler.

Vi spiser sjældent kød. Der er oftere falafel, grøntsagslasagne, eller tærte på menuen, tortilla eller vietnamesiske forårsruller med grøntsagsfyld. Men når vi vælger kød, er det som regel kylling eller fisk.

Stort set alt hvad vi køber til vores hjem, bliver købt brugt på DBA, loppemarkeder og genbrugsbutikker. Vi har indgået en aftale om, at det er slut med IKEA. Madrasser, tæpper, dyner og puder er her en undtagelse. Det kan pludseligt godt tage rigtigt lang tid, før der kommer en lampe op i det mørke køkken, fordi der går sport i at finde den helt rigtige på DBA.

Rasmus køber nærmest kun brugt tøj til sig selv. Han er mester i at finde fedt næsten ubrugt tøj på Trendsales. Også når drengene lige står og mangler noget. Jeg selv er blevet for nærig til at købe tøj til mig selv. Så det er yderst sjældent det sker. Jeg er til gengæld, blevet stamkunde hos den lokale skrædder med alt det gamle tøj, der pga. slid skal repareres. Nu skal jeg snart på sykursus, og så er jeg ikke længere afhængig af skrædderen.

Sæber og rengøringsmidler er neutrale eller svanemærkede. Det handler igen om vores sundhed, men også at undgå at skylle en masse kemikalier ud i systemet. Vi bruger vaskeskaller til tøjvask, og hudplejeprodukterne bliver også valgt ud fra et bevidst valg om, at beskytte os mod unødvendig kemi.

Vi har stofnet med hver gang, vi køber ind, for at spare plastikindkøbsposen. Vi smider al glas til genbrug, og går ned med pantflasker. Batterier bliver også smidt i den rigtige spand. Og vi har droppet engangskarklude. Vi prøver såvidt muligt at vælge træ eller andre nedbrydelige materialer fremfor plastik, når det gælder køkkenredskaber etc.

Vi komposterer vores madaffald via bykompostspanden, og har en jordfabrik på vores altan. Jorden bliver brugt til at dyrke afgrøder på altanen.

Vi har lige fået en baby. Vi har lånt det meste udstyr, købt brugt og arvet en masse tøj. Men barnevognen er ny, og slyngevuggen. Jeg ville af sundhedsmæssige årsager have brugt moderne stofbleer til hende, men pga. forkert vejledning blev det desværre ikke en succes. Selvfølgelig kan jeg ikke modstå fristelsen, og køber nyt til hende, men meget bliver også fundet via Reshopper, når det ikke findes i arvebunken.

Vi kunne gøre meget mere, men det behøver ikke at være svært, at gøre bare lidt.

Vi kunne være bedre til at sortere papir, metal, og plastik fra vores affald, og smide det i de rigtige containere i affaldsskuret i gården.

Vi kunne godt være endnu mere vegetariske.

Rasmus burde have en mere miljøvenlig bil, vælge den offentlige transport eller tilbyde samkørsel med hans daglige kørsel til og fra arbejde.

Vi kunne godt være bedre til at spare på vandet. Og måske er det heller ikke nødvendigt med 20 forskellige plastikdunke med sæber, når man kan nøjes med én universal, og spare al den plastik. Vi kunne også købe al vores mad i løsvægt, og derved spare emballagen.

Og så er det som om, det begynder at blive lidt for frelst? Eller det var det måske allerede? Det kommer an på hvilke øjne der læser.

Vi gør det, vi har tid og overskud til lige nu. Og når jeg også arbejder på fuldtid, er det ikke sikkert, at vi husker stofnettet hver gang, eller når ned i Helsekosten inden lukketid efter vaskenødder, når vi er løbet tør. Men vi ved i det mindste, hvad vi kan gøre, og efterlever det, det meste af tiden.

Det næste bliver at præsentere vores andelsforening for en fælles kompostløsning i gården. En forening som allerede har investeret i solceller på taget.

Det der forbrug

Jeg var forbi en af mine yndlingsbutikker den anden dag for at bytte en tekop. Butikken havde den fineste coffee table book, der handlede om Eco Living – dog ud fra et arkitektonisk perspektiv, så det var kun omslaget der fristede mig. Men bogens omslag første til en lille snak med butiksejeren om forbrug og ambivalensen i at blive fristet af ting og sager, man egentligt ikke har brug for, men som udgør et behov for være omgivet af æstetik, kunst og kreativitet. Som fx mine nye tekopper. Jeg havde allerede tekopper, og jeg fortalte hende også, at nu måtte jeg ikke købe flere, før jeg havde solgt nogle af de gamle. Men jeg har lagt mine penge hos en lille virksomhed, der gør en indsats for at bakke små kreative ildsjæle op, ved bl.a. at forhandle og sælge deres keramik. Har det ikke også værdi?

Med fare for at lyde frelst; det sidste års tid har det været ret moderne at have Aseop sæbe stående på sit badeværelse. Flakonerne er brune, store, lidt rå og samtidigt minimalistiske i looket og ligner til forveksling gamle medicinflasker. 500 ml håndsæbe koster 260 kr. Den er god nok. Så må det da være den aller fineste økologiske sæbe i verden, tænkte jeg. Men den er ikke engang økologisk. Flasken med sæbe siger akkurat ingenting om noget som helst. Men for mange ser det flot ud.

Hvis der i stedet for lå et stykke bloksæbe fremstillet af naturlige ingredienser, ville det valg både skåne miljøet for endnu en plastikflaske og kroppen for unødvendig kemi.

Men hvorfor vinder den brune Aseop flaske? Jamen, jeg synes da også den er meget flot.

Jeg tror ikke på, at vi kan stoppe med at forbruge. Men til gengæld er det altid et valg at vælge de produkter, som er produceret ud fra bæredygtige værdier og med omtanke for miljø og klima. Eller at vælge håndværk hos de små producenter med et lavt CO2 aftryk frem for de store mastodonter med et alt for højt CO2 aftryk. Eller sidst men ikke mindst at vælge genbrug.

Det er både op til producenterne, at gøre det nemt for forbrugeren, at vælge de produkter der skåner vores miljø. Men det er også op til forbrugeren at tage ansvar.

Det er altså ikke svært at være ”midt imellem”. Hvis man bidrager til den grønne omstilling, og vælger sine ting med en hvis miljøbevidsthed, så er der også plads til nye tekopper.

 

 

Kilder

Aesop

Andrea Hejlskov

Bæredygtigt fællesskab Svanholm

Bykompostspanden – komposter dit madaffald

Cowspiracy dokumentar

Danskere er vilde med bofællesskaber

Danskere – hav modet til at hoppe ud af hamsterhjulet

DMI

Fashion Forum – Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi på vejen

Friland – Vi vil generobre magten over vores eget liv

Jyderup Højskole

Nasa

Neo Hippie

Noah

Makvärket

Omstilling Nu

Søren Ryge præsenterer: Far, mor og børn

Unicef

Vaskeskaller/vaskenødder

 

 

 

1 comment

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie