Altanen i september

14. september 2016

altanhave september

Jeg har netop ryddet op på altanen, smidt gammelt jord og enårige planter ud, plantet træerne om og gjort klar til efteråret med efterårsblomster. Jeg har faktisk også sået lidt nyt. I år er september jo ekstraordinær varm, så jeg skyndte mig at så lidt forskellige afgrøder idag.

såning i september

Jeg har sået spinat, salat og radiser. Både spinat og salat er ret hårdfør og kan såes hele året rundt. Radiser kan gro alle vegne og er som regel klar efter 6 uger. I sommermånederne allerede efter 3-4 uger. Jeg er meget spændt på, om jeg er for sent ude, eller om det lige lykkes at høste en sidste omgang sprøde blade og radiser.

altanhaven september

Krydderurterne timian, persille, rosmarin og rød skovsyre står stadig fint. Jeg tager dem nok ind så snart temperaturen daler. Mynten har sat et par nye skud efter jeg klippede den ned. Den får lov at gå i hi, og komme igen til næste år.

Det gør mig en lille smule lykkeligere at træde ud på altanen til blomster og farver. Helst hele året rundt. Derfor er der købt lyng, krysantemum og pyntekål, som kan holde til frosten kommer, og måske lidt længere. Hortensiaen fra foråret har stadig fine blomster og det varer også noget tid endnu før den går i hi.

altanhaven september altanen i september

altanhaven i september

altanhaven september

I december sidste år købte jeg et juletræ i potte. En japansk blågrand. De er høje, smalle og vokser langsomt. Tanken var at træet skulle tages ind hver jul og ellers stå på altanen resten af året. Det satte en masse skud i forsommeren, men alligevel er mange grene visnede, og det taber mange nåle. Derfor plantede jeg det om den anden dag. Med frisk jord og lidt mere plads i en 30 liters rootpouch. Grandtræernes rødder må helst ikke stå og soppe i vand, så jeg håber at det kan komme sig lidt i en rootpouch, hvor vandet løber fra. Derudover trænger jorden nok til gødning.

Apropos gødning er jeg igang med at planlægge en jordfabrik på altanen med kompost fra vores køkkenaffald. Alle planterne har brug for gødning, og gammelt udtømt jord kan pludseligt gennemoplives med masser af næring. Mere om det her på bloggen.

altanhaven september

0 comments

Leave a Comment

All rights reserved © g r ø n n · Theme by Blogmilk + Coded by Brandi Bernoskie